Modificering af Samlex SEC 1223CE Strømforsyning
Link to English version
Da jeg i forsommeren 2009 tog min Samlex SEC 1223CE strømforsyning med til Ålbæk strand sammen med min "transportable" FT-857D for at snakke lidt med vennerne på 3724 kHz, viste det sig, at jeg havde nogle grimme brummende bærebølger med ca. 30 kHz afstand på både 160 og 80 m båndene. Styrken af signalerne var S 7/8 med antennen ca. 3 m fra strømforsyningen.
Når jeg slukkede strømforsyningen, forsvandt bærebølgerne hurtigt, inden modtageren blev tavs, ergo var det strømforsyningens switch mode system, der genererede bærebølgerne.
Noget måtte gøres ved miseren!
Da ferien var slut, kom Samlex'en på bordet, af med topdækslet, og et simpelt forsøg med et par kondensatorer fra udgangsklemmerne til chassis gjorde underværker.
Nu besluttede jeg, at bore et enkelt 2,6 mm hul midt mellem udgangsklemmerne ca. 4 mm fra bagpladens overkant, skar et M3 gevind i hullet, og så var jeg klar til montage af en dobbelt loddeflig med en M3 skrue + fjederskive.
To velegnede 1,5 uF/100V polyester folie kondensatorer fra rodekassen blev loddet til denne loddeflig, hvorefter de frie ender af kondensatorerne blev forbundet til hver sin udgangsterminal, i dette tilfælde med et par skrueklemmer.
På med topdækslet - miraklet skete - ingen "falske" bærebølger.
Disse 2 folie kondensatorer forhindrer eller mindsker common mode ud/indstråling i strømforsyningen.
Tidsforbrug 20 minutter!
Billederne herunder viser, hvordan jeg har lavet forbedringen.
Type label, bemærk at PSU'en er CE-mærket!
Før modifikationen
Efter modifikationen
Detaljer ved udgangsklemmerne
Den velegnede folie afkoblingskondensator
For at se spektret på udgangsledningerne, har jeg lavet en "sniffer" bestående af en "klapsammenbar" ferrit med en coax sløjfe trukket igennem. Når man så klapper denne ferrit med coax-sløjfe om udgangsledningerne (begge to samtidigt) eller netkablet og slutter den anden ende af coax'en til Spektrumanalyseren, kan man se det genererede spektrum på ledningen.
Hvis du kobler coax'en til en kortbølgemodtager kan du se/høre forskellen før og efter modifikationen.
Sniffer
Spektrum før modifikationen
Spektrum efter modifikationen
Billederne af spektret før og efter modifikationen fortæller sit tydelige sprog og viser, at det virkelig kan betale sig at udføre denne modifikation.
Switch mode udstråling fra strømforsyningen er under -115 dBm mellem 1 MHz og 30 MHz.
Vigtigt: Benyt et 3-leder netkabel eller jordforbind enheden til jord, for kun på den måde får du mest ud af det indbyggede netfilter i enheden, og så slipper du for de småstød, du ellers vil få, når du skifter antennekabel etc. (der er ca. 115 VAC på enheden pga. netfilteret, når det ikke er jordforbundet).
Planlægger du at købe en Samlex PSU, vil jeg anbefale dig kun at købe en CE mærket model, da den er væsentlig lettere at lave støjfri sammenlignet med den FCC godkendte! En anden fordel er, at alle elektrolytkondensatorer er specificeret til 105°C undtagen C6 og C7 (470µF/250V).
God fornøjelse
Addendum: En 'ny' brugt Samlex SEC 1223CE er nu indkøbt og modificeret, se efterfølgende billeder:
Type label, bemærk at PSU'en er CE-mærket!
Output spektrum før modifikationen
Output spektrum efter modifikationen
Revideret 13. april 2011